Faglig artikel
Hvad er åreknuder?
Åreknuder — varicer — er udvidede, snoede overfladiske vener på benene.
Kort svar: Åreknuder (varicer) er udvidede, snoede overfladiske vener på benene. De opstår, når veneklapperne svigter, så blodet løber baglæns (refluks), trykket stiger og venen udvides. De er sjældent farlige, men kan give tyngde, hævelse, kramper og hudforandringer og påvirke livskvaliteten. En duplex-ultralyd afklarer årsagen og behandlingsmulighederne.
Hvorfor bliver venen synlig?
Venerne fører blodet tilbage til hjertet. I venerne findes såkaldte veneklapper – ventiler – der skal sørge for, at blodet kun kan løbe én vej, mod hjertet. Når veneklapperne svigter, kan blodet løbe baglæns i de påvirkede vener – såkaldt refluks. Når benene hænger nedad, trækker tyngdekraften blodet ned mod fødderne, så blodet staser op. Venetrykket stiger, og med tiden vil venerne øge i størrelse og bule ud.
Er åreknuder farlige?
Åreknuder er i langt de fleste tilfælde ikke farlige i sig selv. De kan give reelle symptomer og/eller være en kosmetisk gene, og studier har vist, at åreknuder kan påvirke livskvaliteten væsentligt. Relevante symptomer og tegn er:
- tyngdefornemmelse i benet
- hævelse sidst på dagen
- uro eller natlige kramper
- ømhed langs åreknuderne
- hudkløe, eksem eller brunlig misfarvning ved anklen
- overfladisk blodprop eller årebetændelse i en åreknude
- blødning fra en åreknude, især efter mindre slag eller rifter i huden
- sår omkring anklen eller nederst på underbenet, som ikke heler eller heler langsomt
Stadier af åreknuder
Åreknuder inddeles i stadier fra C0 til C6 ud fra sværhedsgraden.
- C0: Ingen åreknuder
- C1: Karsprængninger
- C2: Synlige åreknuder
- C3: Hævelse på baggrund af åreknuder
- C4: Misfarvning af huden
- C5: Ophelet bensår
- C6: Aktivt bensår
Langt de fleste har et stadie, der ligger omkring C2.
Hævede ben (C3), misfarvning af huden (C4) og sår, der ikke heler normalt (C5-6), er senere stadier af klinisk sværhedsgrad. Her er undersøgelse, diagnosticering og eventuel behandling stærkt anbefalet.
Ved blødning fra helt overfladiske åreknuder eller overfladiske blodpropper i åreknuderne anbefales også undersøgelse og behandling hos en specialist i åreknudebehandling.
Læs også om symptomer på åreknuder og hvorfor duplex-ultralyd er central før behandling.
Hvorfor ultralyd er afgørende
En duplex-ultralydsundersøgelse er afgørende for optimal planlægning og behandling af åreknuder. Én ting er de synlige åreknuder, men det, man undersøger for, er kilden til åreknuderne – de underliggende vener med defekte veneklapper, som gør, at blodet staser op overfladisk. Det er typisk den underliggende overfladiske vene på inderlåret og/eller på bagsiden af læggen, som er årsagen. Disse kaldes også stamvener.
Med en korrekt undersøgelse kan den optimale behandling planlægges med laserbehandling (EVLA), skumbehandling, miniflebektomi.
Kan åreknuder forsvinde af sig selv?
Etablerede åreknuder forsvinder ikke af sig selv. Kompressionsstrømper kan lindre gener hos nogle, men de fjerner ikke åreknuderne og de stopper ikke udviklingen. De er heller ikke forebyggende mod åreknuder i fremtiden. Åreknuder er helt overvejende genetisk betingede og dermed arvelige. Der findes ikke anerkendte metoder til at afhjælpe udviklingen af åreknuder, foruden aktiv behandling som beskrevet her på siden.
Det er normalt at få synlige åreknuder relativt tidligt og først opleve betydende symptomer senere. Studier viser, at cirka 5% af dem, der har åreknuder, oplever klinisk betydende forværring hvert år. Hvis der er symptomer, hudforandringer, recidiv efter tidligere behandling eller ønske om behandling, bør næste skridt være duplex-ultralyd.
Kort sagt
Åreknuder er i langt de fleste tilfælde ikke farlige i sig selv, men de kan give symptomer og/eller kosmetisk gene. Den synlige vene er kun en del af historien: man kan også have gener fra indre åreknuder, som ikke ses med det blotte øje. Den præcise årsag findes med ultralyd — og behandlingen planlægges derefter.
FAQ
Hvor løber blodet hen, når man fjerner åreknuder?
Blodet finder i princippet andre veje. Det vigtige er, at åreknuder er vener, der ikke fungerer godt. De udgør i teorien en øget belastning for cirkulationen — derfor oplever mange også symptomer. Når man fjerner dem, fjerner man også den øgede belastning, og blodcirkulationen bliver bedre — ikke værre. Det er derfor, man opnår symptomlindring.
Hvor mange gange kan man få åreknudebehandling? / Kan man bare blive ved? / Løber man tør for vener?
Man kan blive ved med at behandle åreknuder. Åreknuder er i princippet syge vener — vener, der ikke fungerer godt. De udgør en øget belastning for blodcirkulationen, hvorfor mange også oplever symptomer. Når man fjerner dem, bliver cirkulationen bedre, og symptomerne forsvinder. Derfor kan man også altid blive behandlet — så længe der er «syge» vener, kan man fjerne dem.
Udvalgte kilder
- Branisteanu DE, Feodor T, Baila S, et al. Impact of chronic venous disease on quality of life: Results of vein alarm study. Experimental and Therapeutic Medicine. 2019;17(2):1091–1096. Kilde
- Lee AJ, Robertson LA, Boghossian SM, et al. Progression of varicose veins and chronic venous insufficiency in the general population in the Edinburgh Vein Study. Journal of Vascular Surgery: Venous and Lymphatic Disorders. 2015;3(1):18–26. Kilde
- De Maeseneer MG, Kakkos SK, Aherne T, et al. European Society for Vascular Surgery 2022 clinical practice guidelines on the management of chronic venous disease of the lower limbs. European Journal of Vascular and Endovascular Surgery. 2022;63(2):184–267. Kilde
Vil du have en individuel vurdering?
Forundersøgelse med duplex-ultralyd giver et konkret svar på årsag, behandlingsmuligheder og forventet resultat.