Fagligt gennemgået af Martin Lawaetz, speciallæge i karkirurgi. Senest opdateret: 22. juni 2026.
Kort svar: Åreknuder er aldrig farlige i sig selv. De kan give reelle symptomer og/eller være en kosmetisk gene, og studier har vist, at åreknuder kan påvirke livskvaliteten negativt.
Hovedpointer
- Åreknuder kan være symptomgivende og/eller kosmetisk generende.
- Hævede ben, hudmisfarvning og sår der ikke heler normalt svarer til senere stadier, hvor vurdering er stærkt anbefalet.
- Blødning fra overfladiske åreknuder eller overfladiske blodpropper i åreknuder bør vurderes af specialist.
- Man kan have gener uden tydelige synlige åreknuder; duplex-ultralyd kan afklare, om der er indre åreknuder eller venøs refluks.
- Behandlingsvalg bør afveje symptomer, kosmetisk gene, kliniske fund, ultralyd og patientens præferencer.
Hvilke symptomer giver åreknuder?
Åreknuder kan give tyngdefornemmelse, spænding, smerter, uro i benene, kløe, hævelse eller natlige gener. Symptomerne er ofte værre sidst på dagen, ved varme eller efter langvarigt stående arbejde.
Nogle oplever primært synlige vener og kosmetisk gene. Andre får funktionelle gener, der påvirker arbejde, søvn, motion eller daglige aktiviteter. Det er netop derfor livskvalitet er relevant i forskning og klinisk vurdering.
Hvornår bør gener vurderes?
Retningslinjer beskriver kronisk venøs sygdom som et spektrum. På patientniveau kan det forenkles sådan: synlige åreknuder, hævelse, hudforandringer, helet venøst sår og aktivt venøst sår. Hævede ben svarer til C3, misfarvning af huden til C4 og sår der ikke heler normalt til C5-6. Her er undersøgelse, diagnosticering og eventuel behandling stærkt anbefalet.
Duplex-ultralyd kan vise, om symptomerne hænger sammen med overfladisk venøs insufficiens. Nogle har hævelse, misfarvning eller sår uden tydelige synlige åreknuder; her kan der være tale om indre åreknuder, hvor behandling kan afhjælpe symptomer.
Situationer hvor vurdering er vigtig
- hævede ben, hudmisfarvning eller sår der ikke heler normalt
- blødning fra en helt overfladisk åreknude
- overfladisk blodprop i en åreknude
- gener uden tydelige synlige åreknuder, hvor ultralyd kan afklare indre åreknuder
- pludselig ensidig hævelse, stærke smerter, åndenød eller brystsmerter — det skal vurderes akut
Åreknuder er ikke farlige i sig selv, men disse situationer bør ikke håndteres som almindelige, ukomplicerede kosmetiske åreknuder.
Kompression, observation eller behandling ved symptomer?
Kompressionsstrømper kan lindre symptomer, mens de bruges, men de fjerner ikke åreknuder og lukker ikke utætte vener. Der findes ikke anerkendte metoder til at afhjælpe udviklingen af åreknuder, foruden aktiv behandling. Observation kan være rimelig ved få gener, normal hud og uden relevante ultralydsfund.
Livskvalitet i forskning
I studier bruges blandt andet kliniske scores og spørgeskemaer som VCSS og Aberdeen Varicose Vein Questionnaire til at måle symptombyrde og livskvalitet. De kan ikke erstatte en samtale med patienten, men de viser, at gener fra åreknuder kan være målbare og klinisk relevante.
Relateret faglig læsning
FAQ
Er åreknuder farlige?
Åreknuder er aldrig farlige i sig selv. De kan dog give reelle symptomer og/eller kosmetisk gene, og de bør vurderes ved hævelse, hudforandringer, sår, blødning eller overfladisk blodprop.
Hvilke symptomer kan åreknuder give?
Tyngde, uro, hævelse, smerter, kløe, natlige gener og hudforandringer kan forekomme. Man kan også have symptomer fra indre åreknuder uden tydelige synlige åreknuder.
Hvornår bør hævelse undersøges?
Hævede ben svarer til C3 i klinisk sværhedsgrad. Ved hævelse, hudmisfarvning eller sår der ikke heler normalt er undersøgelse, diagnosticering og eventuel behandling stærkt anbefalet.
Kan behandling være relevant af kosmetiske grunde?
Ja. Åreknuder kan behandles på symptomatisk baggrund og/eller kosmetisk baggrund. Ved behandling for symptomer er det kosmetiske resultat ofte en positiv sidegevinst, fordi optimal behandling også fjerner langt de fleste synlige åreknuder.
Kan åreknuder give uro i benene om natten?
Ja, nogle oplever uro, tyngde eller natlige gener i benene. Symptomerne kan have flere årsager, men ved samtidig hævelse, synlige åreknuder eller hudforandringer bør de vurderes fagligt.
Hvor hurtigt udvikler åreknuder sig?
Det er normalt at have synlige åreknuder tidligt og først få betydende symptomer senere. Studier viser, at cirka 5% af dem der har åreknuder, oplever klinisk betydende forværring hvert år.
Faglig henvendelse
For faglige henvendelser om undervisning, forskning, konsulentarbejde eller klinisk sparring kan Martin Lawaetz kontaktes her.
Udvalgte kilder
- De Maeseneer MG, Kakkos SK, Aherne T, et al. ESVS 2022 Clinical Practice Guidelines on the Management of Chronic Venous Disease of the Lower Limbs. Eur J Vasc Endovasc Surg. 2022;63(2):184-267.
- National Institute for Health and Care Excellence. Varicose veins: diagnosis and management. NICE guideline CG168.
- Rasmussen LH, Lawaetz M, Serup J, et al. RCT with 3-year follow-up assessing recurrence, VCSS and quality of life after treatment for great saphenous varicose veins. J Vasc Surg Venous Lymphat Disord. 2013.
- Clinical outcomes and quality of life 5 years after randomized treatment for varicose veins, including Aberdeen Varicose Vein Questionnaire outcomes.
- Se også publikationslisten for en samlet oversigt over Martin Lawaetz’ publikationer.